-
Shah modtog aldrig udbytte fra danske aktier
المصدر: BDK Borsnyt / 14 مارس 2024 08:17:07 America/Chicago
Sanjay Shahs selskab Solo Capital eller deres kunder har aldrig fået noget udbytte udbetalt for at eje danske aktier. Det siger den svindeltiltalte brite torsdag eftermiddag i Retten i Glostrup. - Nej, der kom aldrig noget udbytte ind på Solos konti udefra, siger Shah igennem sin tolk. Ifølge anklagemyndigheden har Shah svindlet sig til ni milliarder kroner fra den danske stat i refusion af udbytteskat. Svindlen er ifølge de danske myndigheder foregået ved, at der uberettiget er blevet søgt om at få refunderet den udbytteskat, som Solos kunder har hævdet at have betalt af deres danske aktier. Når en aktionær får et udbytte på deres danske aktier, skal de automatisk betale udbytteskat. Men bor man i et land, som Danmark har en aftale om dobbelt beskatning med, kan man søge om at få refunderet den skat. Specialanklager Marie Tullin fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) vil gerne vide, om der så nogensinde er betalt skat. Her fortæller Shah, at han forstår det sådan, at det er selskabet, der udsteder aktien, der betaler skat. Altså at udbytteskatten allerede er trukket fra, når aktionæren får udbyttet. - Men når der ikke er udbetalt udbytte fra Danmark, så er der heller ikke betalt skat i Danmark. Er du enig i det? spørger Marie Tullin. Her henviser Shah til, at han ikke er ekspert i dansk skattelovgivning. Derfor vælger Marie Tullin at gå videre. Briten nægter svindelanklagen. Han mener selv, at han har været i god tro. Ifølge ham er det ikke ulovligt, fordi der var et hul i lovgivningen, da han ifølge den danske anklagemyndighed svindlede staten. Anklagemyndigheden mener, at det er Shah som reelt har styret sine kunders ageren i et lukket system. Den britiske finansmand benægter ikke, at handlerne, som han stod for med aktier i selskaber som Novozymes, TDC og Danske Bank, var planlagte på forhånd. Men han afviser, at det var et lukket system. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/shah-modtog-aldrig-udbytte-fra-danske-aktier